Tryk [ENTER] for at søge - eller [ESC] for at lukke funktionen.

New York - fantastiske seværdigheder og kulturelle oplevelser

ForsideStorby rejser › New York City

New York - storbyen over dem alle

The big Apple, Metropolis, Gotham City eller Byen Der Aldrig Sover.
Kært barn har mange navne, som man siger.
Denne storby på den amerikanske østkyst har fortjent hvert et kælenavn, den er blevet tildelt - og lever op til dem alle!

Jeg kan lige så godt afsløre med det samme: Jeg elsker New York!
For mig er der ingen storbyer, der kan overgå denne. En by, der rummer stort set alt, hvad hjertet kan begære - og hvis du blot skal besøge EN amerikansk storby i dit liv, så er valget nemt: New York.

Det er her, man møder de utrolige skyskrabere og får hentet King Kong frem i hukommelsen ved hjælp af Empire State Building.
Det er her, man kan nyde naturen på en uforglemmelig gåtur i Central Park, eller tage en mindeværdig sejltur ud at hilse på Frihedsgudinden.
Det er her, man bliver overvældet af Times Square med de kæmpe store neonskilte og gigantiske reklamer.
Det er ganske enkelt her, du må overgive dig, som tusinder af andre før dig, og bare lade dig opsluge af den mest utrolige storby med en nerve, du sent vil glemme.

Faktisk er det staten, som hedder New York, og i denne delstat ligger New York City, der med over 8 millioner indbyggere består af følgende fem bydele: Queens, Brooklyn, Bronx, Staten Island og så Manhattan, der alene rummer over 1.5 millioner indbyggere!

På trods af de fem bydele, er det klart Manhattan folk refererer til, når de i daglig tale omtaler New York - og ikke uden grund. Det er på Manhattan det hele foregår.

Manhattan er stort set omgivet af vand.
Floden Hudson River løber langs den vestlige side og East River på den modsatte.
Selve Manhattan er opdelt i forskellige områder og kvarterer.
Det kan være rart at have en fornemmelse af disse områder, hvis du eksempelvis bliver guidet til at tage en tur til SoHo.
Det kan være lidt indviklet af forklare selve strukturen, så derfor kan dette kort over Manhattan være en god hjælp.
(Klik på kortet for fuld størrelse)

Der er naturligvis adskillige transportmuligheder - ud over de mere end 13.000 taxaer - men har man energi, tid og mulighed for det, så vil jeg anbefale, at man går så meget, som det er muligt. Det er klart den bedste måde at opleve New York.

Jeg har personligt gået fra Times square i det centrale Manhattan -  til One World Trade Center i syd i Wall Street området. En strækning på knap 6 km - hvis man ikke afviger fra ruten - hvilket jeg ikke kunne undgå, når man gerne vil se det hele :)
Men sådanne afvigelser gør ikke et spor, da det er ret nemt at finde rundt - og ellers kan man hurtigt finde et pejlemærke i form af de mange skyskrabere.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne genskabe mit første møde med New York - og ikke midst den følelse, da vi en februar aften kørte over Manhattan bridge, hvor skylinen pludselig rejste sig som bjerge foran os, og de tusinder af lys gjorde os stumme i flere minutter.
Siden er det blevet til adskillige besøg, og hver gang jeg vender tilbage, oplever jeg altid masser af nye ting.

Sådan er den her by ... Ubegrænsede mængder af oplevelser og minder.