Tip til din USA rejse

Denne artikel omhandler primært tip til de ting, man måske ikke tager højde for, når turen går til USA. Ganske enkelt tip fra egne erfaringer, når jeg eksempelvis skal bestille flybilletter, leje bil, booke hoteller - samt andre praktiske ting, som jeg håber kan være en hjælp i dine forberedelserne til din rejse.


 

Husk at søge om tilladelse til indrejse (ESTA)

Det danske pas

Tip omkring flybilletter

Den blå toldseddel i flyet

Tip omkring hotelbookning

Tip omkring billeje

Adaptere til de amerikanske stik

Tidszoner i USA

Brug af mobilen i USA

Udregning af temperatur og afstande

Hæv lidt dollars

Husk at ansøge om tilladelse til at rejse ind i USA

Alle besøgende til USA (også ved transit) skal ansøge om tilladelse til indrejse i landet - også kaldet ESTA (Electronic System for Travel Authorization).
Du kan ansøge via denne officielle amerikanske hjemmeside (linket viser siden på dansk).
Ud fra de indsendte oplysninger, laves der et hurtigt baggrundstjek, og du vil få svar på din ansøgning indenfor 3 dage.

VIGTIGT! - Får du IKKE lavet ansøgningen, får du ej heller lov at stige ombord på flyet til USA!

Selvom du bliver forhåndsgodkendt via ESTA, er det ingen garanti for, at du tillades indrejse i USA - hvilket helt og holdent er op til immigrationsmyndighederne, som man skal igennem ved ankomsten i lufthavnen i USA.

Med ren straffeattest burde man dog ikke have noget at frygte :)

En godkendt ansøgning giver opholdstilladelse i USA i en periode på 90 dage.
Selve ansøgningen koster $14 pr. person, og er gyldig i 2 år, hvorefter man skal lave en ny ansøgning.

Dit danske pas

Dit danske pas skal medbringes på rejsen, og skal være gyldigt i den periode, som du opholder dig i USA.
Hvis du har planer om, at opholde dig i landet i eksemplevis 3 uger, men dit pas udløber 14 dage inde i opholdet, så får du kun opholdstilladelse i de 14 dage. Derfor er det godt lige at tjekke passet et stykke tid før rejsen, så der er tid til en eventuel fornyelse.
Hvis du fornyer dit danske pas EFTER du har ansøgt om ESTA, skal du lave en ny ansøgning, da pasoplysninger og ESTA skal matche hinanden.

Tip omkring online køb af flybilletter

Alle flyselskaber har deres egen hjemmeside med billetbestilling, men hvorfor hoppe rundt fra selskab til selskab, når der findes søgemaskiner, der samler billetpriserne fra stort set alle selskaber på ét og samme sted, så du nemt og overskueligt kan sammenligne priser. Disse søgemaskiner findes der også mange af, men personligt bruger jeg enten skyscanner.dk eller flybillet.dk, da de fint opfylder mine behov, og så har jeg ofte fundet de billigste billetter på disse sider.

Netop flybilletterne er en af de større udgifter i forbindelse med rejsen til USA.
Der findes adskillige tip på nettet omkring hvornår det bedste tidspunkt er, for at købe sin flybillet.
Ingen ved det præcist, og rådene varierer helt fra 49 dage før afrejsen - til første fuldmåne efter påske (for nu at overdrive) :)
 
Hvis man søger flybilletter i skolernes sommerferie, så er mit råd, at du bør slå til så snart du støder på rigtigt gode tilbud på rejser til din ønskede destination.
Det er MEGET sjældent, at flybilletter sættes ned i højsæsoner - tværtimod.
Man kan derfor spare mange penge ved, at holde udkig efter tilbud tidligt på året.
Det er ikke ualmindeligt, at en billet fra Danmark til eksempelvis San Francisco kan ligge på 6.000-7.000 kr. (eller over) i juli måned, men jeg har præsteret at købe sommerens flybilletter på udsalg i januar/februar og sparet op til 50% med en pris på ca. 2900 kr. pr. stk. - hvilket umiddelbart også er lige omkring bundgrænsen for USA-billetter. 

Rejser man uden for højsæsonerne, så er det ikke ualmindeligt, at finde billetpriser hos bl.a. SAS eller Norwegian, der ligger under 3.000 kr. pr. stk.
(Bemærk at Norwegians tilbud ofte er UDEN bagage medregnet i prisen)

Så for lige at slå mit tip fast:
Køb altid når prisen er så realistisk lav, at den med stor sandsynlighed næppe falder yderligere - også selvom der er flere måneder til afrejse. Det betaler sig i sidste ende.

Nå, inden jeg afslutter tip om billetpriserne, så har jeg lige en oplysning omkring rejsesøgemaskinerne ...
Disse tjenester skal jo også tjene penge, så derfor du får ofte tilbudt en række tillægstjenester, når billetten skal købes.
En af de værste er: "Garanti for at sidde sammen" (hvis man altså rejser flere sammen).
Det er penge lige ud af vinduet, da selskaberne naturligvis ikke splitter folk op.
Jeg tilkøber det aldrig, og vi er aldrig blevet spredt rundt i flyet ... :)  

Der er også tillægstjenester som "Afbestillingsforsikring" og "Bagageforsikring", men tjek først dine egne forsikringer, så du heller ikke kaster unødige penge ud her.
Har du eksempelvis et Mastercard, kan mange af disse ting allerede være dækket ind af dette - men tjek først med din bank, så du ved præcist, hvad dit Mastercard dækker.

Den blå toldseddel i flyet

På vej i flyet til USA vil der blive uddelt toldsedler til alle, som - set med danske øjne - har nogle lidt spøjse spørgsmål, men den skal nu engang være udfyldt ved ankomsten, og afleveres til immigrationskontrollen sammen med dit pas. Så den er vigtig.
Mit tip er: Udfyld toldsedlen så snart du modtager den.

Måske sidder du midt i en film, eller en god bog, når sedlen uddeles - og så ryger den ofte ned i stolens lomme, og så glemmer man nemt alt om den.
Få udfyldningen overstået med det samme ... Så har du den bekymring mindre :)

Tip til bookning af hotelværelser

Hoteller kan ofte bookes sammen med køb af selve rejsen, men jeg foretrækker klart at holde disse ting adskilt, da de hoteller rejsesøgemaskinerne foreslår, gerne ligger i den dyre ende.

Der findes til gengæld flere hundrede hjemmesider, hvor du udelukkende kan søge efter hoteller i hele verden.
Der findes oven i købet også flere portaler, som samler hotel-søgemaskinernes indhold, og præsenterer dig for den bedste pris på et givent hotel - på baggrund af de øvrige søgemaskiners resulatater. En af disse kunne eksempelvis være Trivago.

Min personlige favorit er dog Hotels.com.
De har et glimrende reward-program, hvor du optjener en gratis overnatning for hvert 10. gennemførte ophold, men bedst af alt: De har "Gratis afbestilling" på de fleste af deres hoteller.
Det passer perfekt for en type som mig, der altid lige skal se, om der mon er dukket et bedre hotel/tilbud op, jo tættere jeg kommer afrejsen - og det sker ofte ...
Hotels.com kan man så blot afbestille det tidligere reserverede værelse, og i stedet vælge det bedre værelse/tilbud, man har fundet på siden.



 

Billederne af hotellerne og deres værelser er jo sjælendt dårlige, men så er det godt, at man på siden kan læse andre gæsters vurderinger af stederne i forhold til deres ophold - og her får man altid den rå sandhed, som ofte er guld værd, når man skal beslutte sig for et hotel.

Derudover er hotelpriserne i USA på Hotels.com med stort set alt inkluderet (parkeringsgebyrer undtaget), hvor der på eksempelvis Booking.com ikke er indregnet hverken skat eller lokalskat, der for New York ofte ligger på henholdvis 14,75% og 3,5% pr. overnatning!
Det betyder en ekstra udgift i nærheden af 20% pr. nat, som du selv skal regne dig frem til.
Det slipper man for på Hotels.com
Ydermere skal du ikke betale forud på mange af hotellerne, men kan reservere værelset, og vente med at betale til du forlader hotellet.

Tip omkring billeje

Nøjagtig som ved flybilletter og hotelsøgninger findes der også masser af søgemaskiner, når det drejer sig om billeje.
Min personlige favorit er Rentalcars.com - og jeg bruger faktisk aldrig andre, da jeg stort set altid finder de bedste tilbud her, og så opfylder siden mine behov for udbud af biler og brugervenlighed.

Selve prisen afhænger naturligvis af flere ting.
Valg af udlejningsfirma. Type/kategori af bil. Perioden du ønsker at leje bilen - og hvor i landet du skal bruge den.

Det kan også være en idé at lege lidt med afhentningstidspunkt og afleveringstidspunkt, når du indtaster dine søgekriterier.
Hvis du vil hente bilen tidligt på dagen, så kan der være 1.000 kr. i forskel til, hvis du i stedet vælger et tidspunkt, der ligger omkring eftermiddag.
Det er værd at lege med - også når det gælder selve datoerne.

Jeg har kørt to lange roadtrips på vestkysten (begge på over 5.000 km), og har mit tredje roadtrip foran mig til sommer, hvor turen går til sydstaterne.
Mit valg af bilkategori til mine to første ture har været en SUV.
Hvis man har planer om ture, der går gennem en af de store nationalparker, som eksempelvis Yellowstone National Park, vil der være steder med vejforhold og lignende, hvor en SUV har en fordel. Ja, så elsker jeg bare at sidde højt og have et godt overblik :)
SUV'erne ligger prismæssigt højere end de almindelige personbiler, som snildt kan lejes til en billig pris. Det er alt efter temperament og behov.

Hvis du er i vildrede omkring dit valg af bil, kan det faktisk godt betale sig, at ringe eller skrive til Rentalcars.com og bede dem om at komme med et godt tilbud ud fra de ønsker man nu måtte have. De gør meget for at finde den rigtige løsning til dig.

Når man booker via Rentalcars.com, så er priserne gældende for bilen med en chauffør.
Man kan sagtens tilkøbe ekstra førere, hvilket ligger på omkring $10 ekstra om dagen pr. chauffør.
Hvis en af disse chauffører er mellem 21 og 24 år, vil prisen pr. dag være lidt over det dobbelte - ca. $25 pr. dag.
Dog har Rentalcars.com nogle biler med pakkeløsninger, der inkluderer ekstra chauffører (også unge), hvor der er penge at spare.

Noget man også skal være bevidst om, er det der kaldes "envejsgebyr".
Hvis du eksempelvis afhenter lejebilen i Chicago, og regner med at aflevere den i Los Angeles, skal du betale et ekstra gebyr for dette.
Det kan være en ret stor ekstraudgift på mindst et par tusinde kroner, og derfor (hvis det er muligt) er det billigst, hvis man returnerer bilen det samme sted, som man hentede den.

De fleste lejeaftaler inkluderer forsikringer, som dækker de vigtigste behov.
Dog vil du på afhentningsstedet ofte blive forsøgt overtalt til at købe ekstra forsikringer, der garderer dig, hvis du mister dine bilnøgler eller lignende.
Det er naturligvis op til dig selv, men ofte er disse ekstra tilkøb helt unødvendige.
Læs RentalCars.com lejebetingelserne her

Bilerne er i øvrigt utroligt flotte og er ofte af nyeste årgang, og indeholder alle nye elektroniske finesser og udstyr, der gør køreturene til en nydelse.
Ekstraudstyr i form af GPS eller barnesæder er noget, du kan tilkøbe. 

Køb adaptere til dine danske stik

Danske stik passer ikke til de amerikanske stikkontakter - og med computere, opladere, barbermaskine, fyntører m.m. kan du lige så godt købe adaptere med hjemmefra, så du ikke skal tænke på det, når du ER kommet frem til hotellet, og stirrer forbløffet på den underlige stikkontakt i væggen - netop som mobilen er ved at løbe tør for strøm :)
Køb adaptere online her

Tidszoner

Med et land så stort som USA, vil man krydse 4 tidszoner, hvis man eksempelvis rejser fra New York City på østkysten - til Los Angeles på vestkysten.
De fire tidszoner fordeler sig på følgende måde:

  • Østkysten (Eastern time) - 6 timers forskel fra Danmark 
    Gælder eksempelvis New York City, Washington D.C.
    Når klokken er 18:00 i Danmark = 12:00 middag i New York City
     
  • Det centrale USA (Central time) - 7 timers forskel fra Danmark
    Gælder eksempelvis Chicago, New Orleans
    Når klokken er 18:00 i Danmark = 11:00 formiddag i Chicago
     
  • Midt-vesten (Mountain time) - 8 timers forskel fra Danmark
    Gælder eksempelvis Salt Lake City, Yellowstone National Park
    Når klokken er 18:00 i Danmark = 10:00 formiddag i Yellowstone
     
  • Vestkysten (Pacific time) - 9 timers forskel fra Danmark
    Gælder eksempelvis San Francisco, Los Angeles, Las Vegas
    Når klokken er 18:00 i Danmark = 9:00 morgen i Los Angeles

Derudover bruger amerikanerne betegnelsen AM og PM, når man taler om tidspunkter.
Det kan godt være lidt forvirrende for os danskere, men det man primært skal forholde sig til, er når klokkeslættet vises med PM. Det er her forskellen ligger.

AM henviser til tidspunktet mellem 0:00 til 12:00 middag, og PM henviser til tidspunktet efter middag - altså 12:00 middag til midnat.
Så når klokken er 8:00 PM, svarer det til klokken 20:00 i Danmark. 
 

Brug af mobilen i USA

Bare man nævner ordet "roaming", så vil de fleste nok gyse og tænke på en uventet høj telefonregning i forbindelse med en udlandsrejse.

Når du rejser i USA, kan regningen blive rigtig stor, hvis du altså glemmer at slå roaming fra, da taksterne her ligger i den høje ende.

Et hurtigt kig på de store teleselskaber viser, at et opkald fra USA til Danmark koster mellem 10-15 kr. i minuttet!
SMS'er ligger på 2,50 kr. pr. stk. - og MMS'er mellem 10-15 kr. Det gælder også dem du modtager.

Så er der datatrafik i form af eksempelvis downloads, som kunne være et videoklip på Facebook, afspilning af musik på Spotify og så videre.
Det koster snildt op mod 100 kr. pr. MB med et dansk abonnement i USA, og er du typen, der nyder at downloade hele film/serier på mobilen, så skal du være forberedt på en regning af de helt store, da en film på 1½ time bruger ca. 400 MB!

Du kan jo også blot udnytte hotellets WIFI, hvor de fleste tilbyder gratis WIFI på værelset. (ellers er det stort set altid gratis på fællesarealerne)
Mange restauranter og storcentre har også gratis WIFI, som du kan koble dig på kvit og frit.

Desuden kan du også nemt købe et taletidskort i USA.
Her findes eksempelvis abonnementer/SIM-kort, der gælder en måned, hvor du har 8GB data til rådighed og ubegrænset tale, SMS/MMS. Pris ca. 400,- kr.  

Personligt har jeg abonnement hos "3"-mobil herhjemme, da deres abonnementer indeholder "3 LIKE HOME".
Det betyder, at man bl.a. i USA kan ringe, surfe på nettet, sende SMS'er og MMS'er til priser, som var man hjemme i Danmark.
Jeg ved, at det med abonnementer og teleselskaber er lidt af en religion for mange, og jeg skal ikke forsøge at overtale nogen til et skift, men hvis man jævnligt rejser til USA, så er det altså en fed ting med "3 LIKE HOME" ... Blot et tip.

Man kan selvfølgelig også bare slukke mobilen og nyde ferien. Så er du 100% sikker på ikke at få nogen store ekstra-regninger :)

Udregning af temperatur og afstande

Amerikanerne måler temperaturen i Fahrenheit.
Det betyder også, at det ikke altid lige er til at gennemskue, om man skal have en ekstra trøje på, eller bare nøjes med badetøj, når man ser dagens vejrudsigt på amerikansk tv :)

Der findes diverse apps til mobilen, som kan lave omregning fra Fahrenheit til Celsius, men ellers er regnereglen: Fahrenheit-tallet minus 32 og dette tal divideres med 1,8
(F-32)/1,8


Afstande i trafikken bliver målt i miles.
1 mile = 1,609344 km

Jeg er ikke så perfektionistisk, så jeg ganger antallet af miles med 1,6 - og regner dermed (og bevidst) knap 1 km forkert for hver 100 miles, men det har jeg overlevet indtil videre :)


Går vi ned i de mindre målenheder, så taler vi i stedet om inches (tommer).
1 inch = 2,54 cm


Det kan jo være praktisk at kende lejebilens højde (og bredde), hvis man nu for eksempel har kastet sig over en voldsom SUV, og skal ind i et parkeringshus, hvor man i USA angiver sådanne højder i feet (ft).
1 ft = 30,48 cm
Hvis højden er angivet til "Max height: 6 ft" - svarer det dermed til ca. 1,8 meter

Færdes man i storbyerne, og spørger en af de lokale om vej, vil man næsten altid få afstanden forklaret i blocks.
En block er et areal omkranset af veje på alle sider. 
Der findes ingen præcise udregninger for en block, da det afhænger af byplanen - men hvis man tager Manhattan i New York, så svarer 1 block til godt og vel 80 meter. 
En forklaring som "5 blocks that way" giver altså en afstand på 400 meter.
 

Lidt dollars i kontanter

Nu skal jeg naturligvis ikke bestemme, hvad - eller hvordan - du bruger dine penge, så tag blot dette som et tip - og ikke andet. 
For de amerikanere, som udfører en form for service, er drikkepenge en vigtig del af deres indtægt.
Det kan være ham, der slæber dine kufferter op til hotelværelset, eller hende der fortæller med stor passion om byens historie og seværdighederne på en guidet tur.
Disse personer forventer (i et vist omfang) lidt drikkepenge, og derfor har jeg altid nogle dollars i kontanter, så man ikke står med sit plastikkort og kigger på et skuffet ansigt.